Hver anden bilejer forstår ikke bilforsikringen
Danske bilejere har mere end almindeligt svært ved at gennemskue de forskellige typer bilforsikringer og mange tilvalg. Og det kan ende med at koste dem dyrt.
Flere forveksler ansvars- og kaskoforsikringen, og hver anden tror, at kaskoforsikringen dækker mere end den gør. Det viser en undersøgelse, som TNS Gallup har lavet for Gjensidige Forsikring.
Alt for mange risikerer at køre rundt uden den dækning, de har brug for, Kim Rud-Petersen, Gjensidige Forsikring
”Det er et stort problem, når så mange har svært med at svare på, hvordan deres forsikring dækker. Det betyder nemlig, at alt for mange risikerer at køre rundt uden den dækning, de har brug for,” siger Kim Rud-Petersen, der er koncerndirektør Nordic i Gjensidige Forsikring og erkender, at forsikringsselskaberne bærer en del af ansvaret.
”Vi ved godt, at bilforsikringen og de mange tilvalgsmuligheder kan være svære at gennemskue. Derfor arbejder vi hele tiden på at gøre forsikring og forsikringsvilkår lettere at forstå.”
Hvad dækker dig i soloulykker?
Sidste år kom 3.317 danskere til skade i en soloulykke, viser tal fra Danmarks Statistik. I uheld med to personbiler dækker modpartens ansvarsforsikring for person- og bilskader, men i solouheld er der jo ingen modpart.
Så hvis du fx kører i grøften og kommer til skade, skal du have en førerpladsdækning for at være dækket. Men det ved færre end hver tiende bilejer. Måske derfor er det ikke et særligt efterspurgt tilvalg til bilforsikringen. Når danskerne bruger Findforsikring til at indhente tilbud på en billig bilforsikring, så er det under hver tredje, der vil have førerpladsdækning med.
Bytter rundt på ansvar og kasko
Det er lovpligtigt at have en ansvarsforsikring, når du ejer en bil. Alligevel svarer hver tredje bilejer, at de ikke har en ansvarsforsikring. 86 procent af bilejerne svarer, at de har en kaskoforsikring, mens kun 68 procent svarer, at de har tegnet en ansvarsforsikring til deres bil.
”Jeg håber ikke og tror ikke på, at det er sandt, at blot 68 % kører med den lovpligtige ansvarsforsikring. Vi læser da også analysens resultater sådan, at rigtig mange har svært ved at gennemskue, hvilke bilforsikringer de har, og hvad de egentlig dækker. Og det er selvfølgelig uholdbart,” siger Kim Rud-Petersen.
Sådan dækker bilforsikringen
Ansvarsforsikring (lovpligtig)
Dækker skader på andre biler.
Dækker ikke skader på egen bil, passagerer genstande og personer og fører.
Kaskoforsikring
Dækker skader på egen bil.
Dækker ikke skader på fører og passagerer.
Førerpladsdækning
Dækker skader på fører i soloulykker.
Dækker ikke skader på egen bil, passagerer, andre biler, genstande og personer.
Kilde: Gjensidige Forsikring
Bedømmelsesoversigt
Gennemgå denne artikel nedenfor
Artikel anmeldelser
There are no reviews yet. Be the first one to write one.